Hvad 1.000 kr lovligt koster
Et lån 1000 kr er det mindste trin på stigen, og prisen er tilsvarende lille — men kun hvis
løbetiden er det. Ved lovens maksimale ÅOP på 35 % koster beløbet 25 kr, hvis det betales tilbage
efter en måned. Efter tre måneder er det 51 kr, efter seks 90 kr, og efter et år 172 kr.
Det er værd at standse ved det første tal. 25 kr. Det er hele den lovlige omkostning ved
at låne tusind kroner i en måned — rente, oprettelse og administration tilsammen. Alt, hvad der
ligger væsentligt over det på en så kort løbetid, kan ikke bringes inden for loftet, og så er det
prisen, der er noget galt med.
Bemærk samtidig, hvad der sker med tiden. Fra én til tolv måneder syvdobles omkostningen, mens
beløbet er det samme. Selv på stigens nederste trin er løbetiden altså den variabel, der betyder
mest — den er bare lettere at overse, når tallene er små.
Den sammenligning, der faktisk betyder noget
På større lån sammenligner man lån med lån. Ved 1.000 kr giver det sjældent mening, fordi
forskellen mellem to lovlige tilbud måles i kroner, ikke i hundreder. Den sammenligning, der
afgør noget, er en anden: koster lånet mindre end det, det skal afværge?
Sæt tallene op imod hinanden. Et rykkergebyr er typisk 100 kr. Bliver kravet sendt til inkasso,
kommer der et gebyr til. Skal 1.000 kr lånt i en måned til 25 kr forhindre to rykkere, er
regnestykket klart — lånet er billigere end alternativet, og det er den rigtige beslutning.
Vendes det om, ser det anderledes ud. Lånes de samme 1.000 kr over et år for at købe noget, der
kunne vente, koster de 172 kr, og der er intet, de har afværget. Samme beløb, samme långiver, samme
lovlige pris — men det ene regnestykke går op, og det andet gør ikke.
Hvornår regnestykket ikke går op
Tre situationer, hvor et lille lån systematisk er den dyre løsning.
Når det dækker et hul, der kommer igen. Er de 1.000 kr forskellen på at hænge sammen i
denne måned, opstår forskellen sandsynligvis igen næste måned — og så er der to lån. Det er den
mekanik, der gør små lån til stor gæld, og den har intet at gøre med prisen på det enkelte lån.
Når det betaler anden gæld. At flytte et krav fra en kreditor til en anden nedbringer
ikke gælden; det udskyder den og lægger en omkostning oveni.
Når løbetiden vælges lang, fordi ydelsen så bliver ubetydelig. 98 kr om måneden i tolv
måneder føles som ingenting. Det er stadig 172 kr for at låne tusind.
Beløbet gør det ikke uskyldigt
Et lån på 1.000 kr er en forbrugerkreditaftale på nøjagtig samme vilkår som et stort. Det
betyder, at långiveren skal kreditvurdere dig, at du har fortrydelsesret i 14 dage, og at du skal
have oplyst ÅOP og den samlede tilbagebetaling, før du binder dig — alt sammen efter kreditaftaleloven.
Det betyder også, at konsekvenserne ved ikke at betale er de samme. Rykkerforløb, inkasso og i
sidste ende en indberetning til et kreditoplysningsregister, som står i årevis og påvirker alt fra
næste låneansøgning til lejekontrakt og mobilabonnement.
Det er den asymmetri, der er værd at tage med herfra: prisen for at låne 1.000 kr og betale til
tiden er 25 kr. Prisen for at lade være kan være flere års begrænset adgang til kredit. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
vejleder uafhængigt om, hvad du kan gøre, hvis en regning ikke kan betales til tiden — og det er
et bedre første opkald end en låneansøgning.
Alternativerne, regnet igennem
Fordi beløbet er lille, kan hele beslutningen stilles op som fire linjer med rigtige tal — og det
er sjældent lånet, der vinder, medmindre det afværger noget konkret.
Aftalt udsættelse hos kreditor koster typisk ingenting, hvis du ringer før forfaldsdagen.
Rykkergebyret, hvis du ikke gør, er typisk 100 kr, og der kan komme flere. Lånet på
1.000 kr i en måned koster 25 kr. Det samme lån over et år koster 172 kr.
Sat op sådan er svaret som regel til at se. Kan du få en udsættelse, er den gratis og slår alt
andet. Kan du ikke, og står valget mellem et kort lån til 25 kr og to rykkere til 200 kr, er lånet
det billige valg. Og finansierer lånet blot et køb, der kunne vente, er der ingen modpost — så er
de 172 kr hele historien.
Det er den ærlige version af, hvad et lån på tusind kroner er: et lille, dyrt, men undertiden
rationelt værktøj til at flytte en betaling nogle uger. Det er ikke en måde at få flere penge på.
Mange små ansøgninger er ikke gratis
En udbredt antagelse er, at man lige kan prøve nogle stykker, når beløbet er lille. Det er værd
at kende to ting om det.
Afslag registreres ikke. Der findes ikke et register over, hvem der har fået nej, og en afvist
ansøgning efterlader ingen post, andre kan slå op. Men den enkelte långiver kan sagtens
tillægge det betydning, hvis der er søgt mange gange på kort tid, fordi det indgår i billedet af
en økonomi under pres.
Vigtigere: hvis du får ja flere steder, har du ikke ét lille lån, du har flere. Tre lån på
1.000 kr er tre kreditaftaler, tre ydelser og tre mulige misligholdelser — og tilsammen er de ikke
et lån på 3.000 kr, de er dyrere, fordi hver af dem bærer sine egne faste omkostninger.
Overtræk og kassekredit, regnet igennem
Har du en kassekredit på lønkontoen, er den næsten altid billigere end et lån i denne størrelse.
Renten løber kun af det trukne beløb og kun i de dage, det er trukket — så 1.000 kr trukket i ti dage
koster en brøkdel af, hvad et lån over en måned gør.
Et uautoriseret overtræk er en anden sag. Det udløser typisk gebyrer og en markant højere
rente, og det er en af de dyreste former for kredit, der findes. Forskellen på et aftalt og et
uaftalt overtræk er derfor stor nok til at være værd at ringe om på forhånd.
Har du ingen kassekredit, er det værd at spørge banken. En lille kredit koster ofte ingenting at
have stående og bruges kun, når den bruges — og den er der næste gang, uden en ny ansøgning.
Hvad et rykkerforløb faktisk koster
Rækkefølgen er fastlagt. Først en påmindelse eller en rykker med gebyr. Så eventuelt endnu en,
med endnu et gebyr. Derefter kan kravet overdrages til inkasso, hvilket udløser et inkassogebyr og
i nogle tilfælde yderligere omkostninger.
Der er grænser for, hvor mange rykkergebyrer der må opkræves for samme krav, og hvor store de må
være. Men selv inden for grænserne kan et forløb på 1.000 kr ende med at koste en betydelig del af
kravet igen — og hele det forløb kan afværges med en henvendelse før forfaldsdagen.
Det er hele argumentet for at ringe. Kreditor får sine penge senere frem for slet ikke, du undgår
gebyrerne, og ingen af parterne bruger tid på en inkassosag om et beløb af denne størrelse.
Når et lille lån faktisk er rationelt
Der findes situationer, hvor 1.000 kr lånt er den billigste vej. Fælles for dem er, at lånet
afværger en større, kendt omkostning: et rykkerforløb, en genåbningsafgift, et gebyr for at
genetablere en aftale, der ellers ophører.
Regnestykket er enkelt. Koster lånet 25 kr i en måned og afværger 200 kr i gebyrer, er det en god
handel. Koster det 172 kr over et år og afværger ingenting, er det ikke. Forskellen ligger ikke i
lånet, men i hvad der står på den anden side.
Den test kan laves på et minut, og den er mere brugbar end nogen sammenligning mellem udbydere ved
denne beløbsstørrelse. Der er ganske enkelt ikke mange kroner at hente ved at vælge rigtigt blandt
lånene — der er mange at hente ved at vælge rigtigt mellem lån og alternativ.
Hvis behovet gentager sig
Et enkeltstående behov på 1.000 kr er almindeligt. Et tilbagevendende behov er noget andet: det
betyder, at måneden ikke går op, og det løses ikke ved kredit i nogen størrelse.
Signalet er nemt at overse, fordi hvert enkelt lån er lille. Men tre lån på 1.000 kr på et halvt
år er ikke tre små beslutninger — det er ét mønster, og mønsteret bliver dyrere for hver gentagelse,
fordi der nu også er ydelser at betale ved siden af det oprindelige underskud.
Gratis, uafhængig gældsrådgivning arbejder præcis med det: det underliggende budget frem for den
enkelte regning. Den koster ingenting, den har ingen interesse i, at du optager et lån, og den er
den rigtige adresse, når svaret på «hvor mange gange i år» ikke er «en».
